Skip to main content

OM PROJEKTET

Udledningen af klimagasser fra områder som energi, industri, varme og affald er reduceret væsentligt over de seneste 30 år. Der er ikke sket en tilsvarende reduktion i udledningen af klimagasser fra landbrug og byggeri, og derfor kommer disse områder til at fylde en stadig større andel af den samlede udledning. Med EU’s mål om klimaneutralitet i 2050, er det derfor afgørende at vi også får sat gang i udviklingen af klimaindsatser indenfor blandt andet landbrug og byggeri. 

I forbindelse med BBoBB-projektet, ser Agrovi en mulighed for, at biobaserede byggematerialer kan være en del af løsningen på både landbrugets og byggeriets klimaudfordringer. Hamp har potentielt en meget høj biomasseproduktion, og derfor vil der også blive efterladt en stor biomasse i marken i form af rødder, rodeksudater, stup og blade. Samtidig ser vi hamp som en interessant vekselafgrøde, da den kan dyrkes uden brug af pesticider, med et lavt input af kvælstof og fordi den både har en god forfrugtsværdi og en positiv effekt på jordstrukturen.

Ved at anvende hamp og andre biomasser i produktionen af byggematerialer, opnår man både en væsentlig reduktion af energiforbruget ved fremstilling af byggematerialerne sammenlignet med traditionelle materialer som beton, tegl og stål, og samtidig en lagring af kulstof i de bygninger, som materialerne bliver anvendt i. I Agrovi har vi en ambition om, at landbruget skal godskrives en del af den positive effekt, der opstår ved lagring af kulstof i bygninger, som vi er med til at sikre ved at levere biomasse til byggeriet.