Ilsøe tror på Conservation Agriculture

Søren Ilsøe har praktiseret dyrkningsformen Conservation Agriculture siden 2011, og den har sparet ham tid og penge, samtidig med at udbyttet har holdt. Det er vejen frem for ham – og kunne være det for mange, mange flere planteavlere, mener han.

Tekst og foto:
Jens Henrik Nybo.

Søren Ilsøe er den ene af de tre planteavlere, hvis marker indgår i Københavns Universitets og Agrovis forskningsprojekt, “Grønne marker og stærke rødder,” hvor man bl.a. ser på mulighederne i driftsformen Conservation Agriculture. Udover at drive Knudstrupgård med 250 hektar, er han også tilknyttet Agrovi som planteavlskonsulent på deltid. Ilsøe er vel noget af en dansk pioner og lokal ildsjæl indenfor pløjefri dyrkning og Conservation Agriculture. Han har ikke pløjet jorden siden 2000, men valgte i 2008 at gå skridtet videre, da han introducerede og testede Conservation Agriculture på nogle af sine marker. I 2011 valgte han imidlertid helt at omlægge driften til denne dyrkningsform, fordi de tests, han havde gennemført, viste sig at være meget positive. – Havde jeg ikke valgt Conservation Agriculture, ville jeg bestemt ikke kunne arbejde på deltid i Agrovi, for så ville min bedrift sluge al min tid. Og, det er netop en af de vigtige pointer ved denne dyrkningsform, for den sparer tid, siger Søren Ilsøe, og fortsætter: – Nogen vil måske tænke, at vi her taler om noget ”langhåret” og lidt frelst. Ingenlunde. Conservation Agriculture har været praktiseret i lang tid i lande i Nord- og Sydamerika samt i Australien, hvor metoden afbøder de store problemer med jorderosion, der ellers plager disse lande, fordi næringsstofferne fastholdes i jorden, og dernæst bidrager metoden generelt til en større dyrkningssikkerhed.
I Conservation Agriculture undlades jordbearbejdning, og afgrøderester efterlades på marken. Desuden sigtes der mod, at arealerne altid er dækket af en afgrøde eller en eftermellemafgrøde. Det vurderes, at dyrkningsmetoden praktiseres på cirka 155 millioner hektar over hele kloden, påpeger Ilsøe.

Vejen frem
Søren Ilsøe er klippefast i sin overbevisning om, at Conservation Agriculture er vejen frem: – For mig er det kombination af at skabe mere liv i jorden, samtidig med at jeg sparer penge og arbejdstid. Jeg er ganske enkelt i stand til at holde udbytte uden at skulle rode i jorden. Bestanden af regnorme øges som en følge af metoden. – Et hollandsk forsøg viser, at den optimale tilstedeværelse af regnorme i mulden, giver 25 procents større udbytte af afgrøderne sammenlignet med en jord uden regnorme. En fransk undersøgelse har tillige dokumenteret, at biodiversiteten i en Conservation Agriculture mark er højere end i en økologisk mark. Endelig har en tredje undersøgelse vist, at en stor bestand af regnorme med mindst 400 regnorme pr. kvadratmeter, vil betyde, at 150 tons materiale årligt går igennem deres fordøjelsessystem pr. hektar. På ti år vil de øverste ti centimeter af mulden således have passeret igennem ormene. Det er da ganske tankevækkende, bemærker Søren Ilsøe.

Ornitologer har ligeledes konstateret, at det ikke kun gavner livet i og på jorden, men også over den, idet der er sket en eksplosion i bestanden af viber og lærker, påpeger han. Søren Ilsøe indskyder dog, at i en konventionel, pløjende landmands øjne ser en Conservation Agriculture mark rodet og kaotisk ud på grund af de store mængder snittet halm og stub. – Når man går over til denne dyrkningsmetode, så skal man ”omstilles” til at kunne lide at se på disse rester på overfladen, som jo er føde for det store, dybdeborende regnorme, som kun indtager føde fra overfladen, siger han.

Sparer på insektmidler
Søren Ilsøe har ikke brugt insektmidler i markerne med vårbyg og hvede, fordi insektfaunaen er øget, hvor nytilkomne arter er i stand til at bekæmpe de arter, der skader afgrøderne, så der sker en naturlig biologisk kamp. Effekten skyldes i høj grad, at der er flere individer af de forskellige nyttedyr og en mere naturlig balance mellem nytte- og skadedyr. Ved pløjning skabes en så voldsom forstyrrelse, at en stor andel af jordbundsfaunaen går til, og skal indvandre på ny. Ved genindvandring vil man ofte opleve, at skadedyrene blomstrer op, forbinder ikke er nyttedyr på arealet, da også de først skal genindvandre. Efterhånden opstår der så igen en balance mellem skade- og nyttedyr, men den nulstilles altså hvert år ved jordbearbejdning. Dog har Søren Ilsøe været nødsaget til at anvende en lav dosis Mavrik i marken med hestebønner, og det lader han været et eksempel på, at der intet ”helligt” er over Conservation Agriculture. Mavrik er et insektmiddel, som ikke skader nyttedyr som bier, men bruges mod bladrandbiller.

Spøgefulde kommentarer
Helt fri for lettere sarkastiske bemærkninger fra andre landmænd har han dog ikke været: – Nogen har sagt til mig, at nu er jeg da kommet for langt ud. Andre har mødt mig med en almindelig skepsis. Jeg har da også bemærket, at indimellem har naboerne lige skulle køre forbi for at se, hvornår det mon går dårligt med afgrøderne, griner Søren Ilsøe. Han erkender dog også, at det for mange kan være et stort skifte i kultur og vaner, hvis man skal ændre på en praksis om pløjning, man måske har haft igennem 30 år eller flere.

Gem