Samarbejde om praktisk anvendelse af forskningsresultater
Grønne Marker og Stærke Rødder samarbejder med ReMIX for at sikre udbredelse og effekt af projektets resultater. Samarbejdet skal bane vejen for en frugtbar dialog imellem praktikere og forskere. Dialogen skal sikre at viden bringes i anvendelse med det fælles mål at sikre en rentabel produktion af bæredygtige fødevarer til en voksende verdens befolkning.
Af/Pernille Martiny Martiny
Der er store forventninger til resultaterne af Grønne Marker og Stærke Rødder. Projektet ventes, at kunne dokumentere gode udbytter og lønsomhed under hensyntagen til biodiversitet og jordfrugtbarhed ved brug af dyrkningsmetoden Conservation Agriculture (CA).
CA er et dyrkningssystem, der reducerer CO2-aftrykket igennem reduceret brændstofforbrug og forøger kulstofindholdet i jorden. Dermed bevares, eller måske endda øges, jordens frugtbarhed og miljøbelastningen reduceres. Hvis resultaterne viser sig at understøtte disse forventninger, kan CA være med til at bane vejen for en mere bæredygtig fødevareproduktion i fremtiden.
Praktisk anvendelse af forskningsresultater
Men gode forskningsresultater skaber ikke i sig selv nogen forandringer. Der ligger en meget vigtig opgave i at oplyse og udbrede kendskabet til dyrkningssystemet. Hvis vi skal opnå reelle positive effekter for miljø, klima og driftsøkonomi, må vi også have bragt metoden i anvendelse.
Formålet med projektet GMSR er at påvise rentabiliteten af dyrkningssystemet igennem konkrete tal. Tallene er baseret på fire års forsøg på projektets tre bedrifter. Resultaterne skal understøtte landmændene i kritisk at kunne vurdere, om CA kan praktiseres på netop deres ejendom. Hvis vi for alvor skal se en udbredelse af dyrkningssystemet, skal praktikerne være med. Derfor har det da også været et ønske fra projektets største støttegivere, Velux og Villum Fondene, at projektet inddrager eksperter som ved noget om omstillingsprocesser.
Et inddragende samarbejde
For at imødekomme ønsket fra Velux og Villum Fondene, har GMSR indgået et samarbejde med den danske partner i projektet ReMIX , Roskilde Universitet. Projektleder og professor Henrik Hauggaard-Nielsen skal sammen med PhD-studerende Ane Kirstine Aare, undersøge hvordan landmænd opsøger og deler viden. De vil se på hvilke faktorer, der motiverer dem til forandring og hvordan ny viden anvendes. Helt centralt for ReMIX er det at finde gode metoder til at producere viden i tæt samarbejde med landmænd.
“GMSR er et godt casestudie på, hvordan forskningsbaseret viden produceres og udbredes i landbruget. Med udgangspunktet i det netværk af landmænd, der etableres omkring projektet, vil vi afprøve nye metoder til udbredelse og vidensdeling.” siger Ane Kirstine Aare, RUC. “ReMIX projektets målsætninger går godt i spænd med GMSR, som kan bidrage med et stort netværk af landmænd. Dertil kommer det fælles fokus på afgrødediversitet i form af strategisk brug af efterafgrødeblandinger, mellemafgrøder og øvrige udvalgte samdyrkningsprincipper.” fortsætter hun.
ReMIX projektet
Sammen med 23 partnere i 13 europæiske lande, skal ReMIX undersøge mulighederne for at øge diversiteten af afgrøder på de europæiske marker. Målsætningen er, at fastholde en frugtbar jord og skabe høje udbytter ved at drage nytte af naturens egne reguleringsmekanismer. Dermed kan vi reducere behovet for inputs som gødning og pesticider. Roskilde Universitet har særligt ansvar for aktørinddragelse. RUC skal undersøge, hvordan innovation opstår, skabes og spredes. Dertil skal RUC undersøge hvilke barrierer og muligheder, der findes for større brug af afgrødeblandinger i danske såvel som europæiske landbrug.
ReMIX projektet udforsker fordelene ved afgrødeblandinger. Målet er at nytænke mere diverse, robuste og dynamiske landbrugssystemer med udgangspunkt i engagerede landmænd. Gennem dialog med landmænd, rådgivere og andre forskere søger ReMIX at udfordre nuværende praksis og værdikæder igennem demonstrationer af forskellige afgrødeblandinger på konkrete landbrugsbedrifter. Derigennem skabes ny vedkommende viden og platforme for vidensdeling på tværs af traditionelle fagskel inden for landbrugssektoren – for eksempel konventionelt og økologisk landbrug.
Projektet har fokus på behovsdrevet innovation. Målet er at afprøve og udvikle praktiske løsninger til størst nytte for alle involverede. Projektet undersøger og understøtter alt fra behovsafklaring hos slutbrugerne og brugerdreven innovation til demonstrationer af helt nye blandingsideer og praksisløsninger.