Skip to main content

Er Conservation Agriculture muligt uden Glyphosat?

Glyphosat har fået endnu 5 år i europæisk landbrug, men har Conservation Agriculture overhovedet en fremtid, hvis stoffet ikke godkendes herefter?

Af: Pernille Martiny Modvig

Glyphosat er det aktive stof i Round-up og et af de mest brugte pesticider i dansk landbrug. I Conservation Agriculture (CA) betragtes stoffet som uundværligt til nedvisning af efterafgrøden inden såning af den nye afgrøde. I Europarådet har der været uenighed om hvorvidt man ønskede stoffet udfaset eller ej. Tvivlen skyldes en stigende bekymring i befolkningen efter at undersøgelser har påvist mulig kræftfremkaldende effekt af stoffet. Men ved afstemningen i efteråret blev det afgjort, at stoffet får endnu 5 år at løbe på.

Danmark stemte for på baggrund af en vurdering fra Miljøstyrelsen der siger, at Glyphosat er sikkert at anvende i Danmark. Derimod er der tvivl om effekten af kombinationen af Glyphosat og nogle af de hjælpestoffer, som tilsættes de forskellige pesticider, der anvendes i Danmark. Visse aktive stoffer er allerede under udfasning.

Bekymrede forbrugere

Glyfosat virker ved at blokere for fotosyntesen ved at forhindre den enkelte plante i at udvikle aminosyrer. Når planten forhindres i at danne fotosyntese, visner den. Stoffet er derfor ikke skadeligt for dyr eller mennesker og det regnes som uskadeligt i de mængder, der er tilbage i den høstede afgrøde.

For et par år siden frarådede SEGES anvendelse af Glyphosat i konsumafgrøder. Det gjorde de først og fremmest som reaktion på den voksende bekymring omkring stoffest mulige kræftfremkaldende egenskaber, som er opstået hos forbrugerne og som gør, at efterspørgslen på råvarer produceret uden brug af Glyphosat er stigende.

Men uanset hvad forbruger trenden dikterer, udgør det omstridte stof en uundværlig komponent i pløjefri dyrkning og Conservation Agriculture.

Frankrig vil udfase allerede om 3 år – men lover dispensation til CA landbrug

Den Franske præsident Emmanuel Macron vil trodse den Europæiske beslutning om at udsætte udfasningen af Glyphosat i 5 år og lover udfasning allerede om 3 år.

Han anerkender dog CA som en vigtig mulig løsning for landbruget og siger ifølge Reuters ved en konference i Saint-Genes-Champanelle i Frankrig, at han vil give dispensation for brug af Glyphosat i tilfælde, hvor vi endnu ikke har en miljømæssig og energimæssig rentabel alternativ løsning. Det gælder for eksempel Conservation Agriculture eller ved dyrkning på bjergsider.

 

”Det vil kunne lade sig gøre at bevare de gunstige virkninger på jordfrugtbarheden hos CA uden Glyphosat, men CO2 besparelsen vil i høj grad gå fløjten”

Alternativer til Glyphosat

Mange ukrudtproblemer kan forebygges med sædskifteændringer men alternativerne til brug af Glyphosat vil først og fremmest være en øget anvendelse af mekanisk jordbearbejdning.

”Man kan med i mange tilfælde få bugt med ukrudtet ved brug af en disc-harve, men diesel forbruget vil være væsentligt højere. Dermed vil det kunne lade sig gøre at bevare de gunstige virkninger på jordfrugtbarheden, men CO2 besparelsen vil i høj grad gå fløjten” siger CA praktiker og planteavlsrådgiver, Søren Ilsøe. Søren påpeger, at denne praksis kræver en lovændring af forbuddet mod jordbearbejdning i efteråret på samme måde som det nu er gældende for økologisk landbrug.

Den bedste løsning

En dispensation for CA planteavlere vil, efter Sørens mening være en bedre løsning end et totalforbud. Dels fordi pesticid rester ikke udgør et reelt problem ved CA og dels for at bibeholde CO2- og tidsbesparelserne ved dyrkningssystemet. ”I forhold til pesticid rester i fødevarerne, skal årsagen først og fremmest findes i før-høst-sprøjtningen, som mange konventionelle planteavlere anvender. Men i CA sprøjter vi kun til nedvisning for at give plads til den nye afgrøde” fortsætter Søren, som tilmed helt har udfaset insektmidlerne i sine kornafgrøder. Det har han kunnet gøre fordi han har oplevet en stigning af forekomsten af nytteinsekter, der kan holde for eksempel bladlus i skak.

Søren mener desuden, at en eventuel udfasning af Glyphosat vil fremme resistensudviklingen mod herbicider hos ukrudtsarterne, fordi der vil være færre virkemekanismer i spil i sædskiftet. Derfor vil der formentlig skulle bruges højere doseringer af de selektive ukrudtsmidler.

Konklusionen må være, at CA er er muligt uden Glyphosat men i en udgave, hvor besparelserne på Tidsforbrug, maskinomkostninger og ikke mindst CO2 vil være reducerede i forhold til den måde, vi praktiserer CA på i dag.