Skip to main content

Mød CA-foregangsmand Stephen Briggs hos vores søsterprojekt “Carbon Farm”

Den engelske landmand og rådgiver Stephen Briggs har mange års erfaringer med den svære kunst at reducere jordbearbejdningen og samtidig drive et økologisk jordbrug. Den kunst er der mange herhjemme, der gerne vil lure ham af.

30. maj er han igen i landet, og du har mulighed for at høre om hans erfaringer og gode råd om reduceret jordbearbejdning ved et møde på Hotel Pejsegården i Brædstrup arrangeret af Økologisk Landsforening og FRDK.

Foredraget bliver holdt på engelsk.

Der er et begrænset antal pladser, der går efter først-til-mølle-princippet. Mange har allerede tilmeldt sig, men der er stadig ledige pladser, oplyser arrangør og projektleder Janne Aalborg Nielsen. Sidste frist for tilmelding er tirsdag 29. maj.

Arrangementet afholdes i projektet CarbonFarm – bæredygtige dyrkningssystemer i landbruget. Projektet udvikler og afprøver bæredygtige dyrkningssystemer med henblik på at binde mere kulstof i jorden, få en bedre jordstruktur, mere liv i jorden og forbedre den økonomiske bundlinje .

Om søster projektet Carbon Farm

Der er behov for at udnytte jordens produktionskapacitet på en mere bæredygtig måde. Den nuværende højintensive produktionsform tærer bl.a. på jordens kulstofindhold og mindsker biodiversiteten. Landbruget kan bidrage til kulstofbinding i jorden ved at sikre en større tilførsel af organisk materiale til jorden via rødder og planterester kombineret med en minimering af jordbearbejdningen i forhold til, hvad praksis er i dag. Projektet vil tackle disse udfordringer, som bliver mere og mere presserende for fødevareproduktionen. Vi vil løse udfordringerne ved at ændre traditionelle dyrkningssystemer til mere bæredygtige dyrkningssystemer baseret på kulstofopbyggende processer. Vi tager udgangspunkt i dyrkningssystemet Conservation Agriculture (CA), som ikke før er udviklet, afprøvet og implementeret i større skala i Danmark. Dyrkningssystemet har vundet indpas mange andre steder i verden. Det er baseret på tre hovedprincipper: Ingen eller minimal jordbearbejdning, varieret sædskifte og permanent afgrødedække.

Projektet udvikler og implementerer dyrkningssystemerne i både økologisk og konventionelt landbrug: Det økologiske landbrug udvikler sig hen mod mere bæredygtige og klimavenlige dyrkningsmetoder, og det konventionelle, pløjefri landbrug får mulighed for at dyrke med et lavere forbrug af gødning og sprøjtemidler. Vi forventer, at nøglen til denne udvikling og implementering ligger i CA for både økologisk og konventionelt landbrug, og at resultater kan bidrage til at bremse den igangværende forringelse af den dyrkede jords frugtbarhed. Vi vurderer, at de udviklede dyrkningssystemer umiddelbart kan indføres på 25 pct. af landbrugsarealet.

Projektet er støttet af GUDP og ledes af Økologisk Landsforening i samarbejde med  FRDK, Dal-Bo A/S, Agro-Intelligence samt forskere fra henholdsvis Aarhus og Københavns universiteter.

Praktiske detaljer:

Fra 30/05 kl. 14:30 – Til 30/05 kl. 17:00

Adresse: Pejsegården, Søndergade 112, 8740 Brædstrup
Arrangør: Økologisk Landsforening og Foreningen for Reduceret jordbearbejdning i DanmarK (FRDK)
Tlf: 40349015
Kontaktperson: Janne Aalborg Nielsen
Pris: 150 ,-