Skip to main content

Er den 3. vej løsningen? – Hensyn til biodiversitet og klima i fremtidens landbrug

Af: Henrik Kruse-Rasmussen og Pernille Martiny Modvig

De to mest udbredte dyrkningsformer i dansk planteavl er konventionel drift med pløjning og økologisk drift med pløjning. Begge dyrkningssystemer har deres fordele og ulemper. De klimapoint som økologien vinder ved at undgå pesticiderne, taber den igen ved sit relativt lave udbytte og sit høje dieselforbrug til jordbearbejdning og mekanisk renholdelse af afgrøder. Der er brug for et alternativ til disse to, hvis vi skal kunne producere bæredygtige fødevarer til en voksende verdensbefolkning under hensyntagen til jordfrugtbarhed, biodiversitet og klima.

Den 3. vej

En løsning kan være dyrkningsmetode Conservation Agriculture (CA), som blandt andet er kendetegnet ved minimal jordbearbejdning og dermed minimalt ressourceforbrug i form af tid og brændstof. Driftsformen giver gode betingelser for de organismer, som lever i jorden, og den fremmer en god jordstruktur. På den måde kan der opnås høje udbytter under hensyntagen til biodiversitet, jordfrugtbarhed og CO2-aftryk. Som ved konventionel drift anvendes der pesticider til bekæmpelse af ukrudt, svampe og skadedyr, samt til nedvisning af efterafgrøder, men der er også besparelser at finde på pesticiderne. I Søren Ilsøes CA system i Fjenneslev, er det lykkedes, stort set at udfase insektmidlerne i kornafgrøderne. Det har han kunnet gøre fordi han har oplevet en stigning af forekomsten af nytteinsekter, der kan holde for eksempel bladlus i skak.

En rentabel løsning – også for landmanden

For at kunne være en del af løsningen, er vi nødt til at finde metoder, der er økonomisk rentable for landmanden. Denne metode kunne være Conservation Agriculture.

Der er en stor besparelse ved at undgå jordbearbejdning, og i en del tilfælde kan vi også spare på et mindre behov for kunstgødning. Det sparer både tid, penge og CO2. Samtidig skånes jorden for mange behandlinger med tunge maskiner og den opnår en struktur, der gør at den bedre kan holde på vandet. Det gør jorden mere modstandsdygtig overfor erosion, tørke og oversvømmelser. Samtidig giver driftsformen mere plads til biodiversiteten fordi den giver de jordlevende organismer gode betingelse og fordi jordrugende fugle som for eksempel vibe og lærker ikke får deres reder ødelagt ved mekanisk renholdelse i yngleperioden.

Konkrete tal på bordet med GMSR

Mulighederne ved Dyrkningsmetoden Conservation Agriculture(CA) undersøges i øjeblikket i forskningsprojektet Grønne Marker og Stærke Rødder. Under ledelse af KU og Agrovi Videncenter, sammenlignes de tre dyrkningssystemer: konventionel dyrkning med pløjning, reduceret jordbearbejdning (pløjefri drift) og CA i forsøgsmarkerne ved Fjenneslev. Projektet skal med støtte fra Veluxfondene, Promilleafgiftsfonden og 15. junifonden, afklare om CA er den mulige løsning, der kan være med til sikre og forbedre jordfrugtbarheden, reducere CO2-emissioner og gøre det muligt at producere fødevarer på en økonomisk rentabel måde med bedre plads til biodiversiteten uden at det øger udvaskning af kvælstof og risikoen for udvaskning af pesticider.

Oplev forsøgene d. 22. juni

Fredag d. 22. juni kl. 10.00 afholder Agrovi  og Københavns Universitet formidlingsarrangement i forsøgsmarken. Her kan du opleve forsøgsarealerne og høre forskerholdet præsentere de foreløbige resultater af projektet. Vi får desuden besøg af forskere fra projektet ReMix (RUC) og andre samarbejdspartnere.

Vi ser også på forskellene mellem de tre driftsformer med hensyn til jordstruktur og biodiversitet.

Du kan læse mere om arrangementet og tilmelde dig på: www.enjoy.redhill.dk/gmsrold/events eller på telefon nummer 4822 5200.