Skip to main content

En fantastisk dag i jordens tegn!

Grønne marker og stærke rødder afholdt i torsdags temadagen “Sund jord for fremtiden” i samarbejde med Agrovi Planteavl. Dagen var velbesøgt, 200 deltagere fra Danmark, Norge og Sverige var mødt op, for at høre om Conservation Agriculture, efterafgrøder og companion crops. 

Af Majbritt Rytter Christensen.

Dagen startede i marken, hvor deltagerne var opdelt i mindre hold, der blev ført rundt til de forskellige temaer. Der blev fremvist eksempler på efterafgrøder, companion crops, resultater fra bioklip, hvad der sker under jordoverfladen, samt en præsentation af forskellige typer såmaskiner til direkte såning.

Trods den kraftige blæst, lykkedes det for konsulenterne at tale højt og tydeligt nok, til at alle fik noget ud af markvandringen. Heldigvis var der hænder nok til, at der var hjælp at hente, når plancherne var ved at blæse væk.

Efter en kold tur i marken var der mulighed for at varme sig ved grillen, hvor der blev varmet pølser og brød til hele forsamlingen. Her var der mulighed for at få en sludder med sidemanden og udvikle netværk.

Eftermiddagen foregik i maskinhuset, hvor der var spændende præsentationer om blandt andet valg af harve, økonomien i de forskellige dyrkningssystemer, hvordan man booster jorden og endelig et meget populært indlæg fra David Walston “Dont Believe Anyone”, om hvordan han driver sine 900 ha syd for Cambridge efter metoden no-till. Se alle indlæg og resultater fra bioklip her