Skip to main content

Såning af efterafgrøder og companion crops

Afgrøderne fra GMSR parcellerne er blevet høstet og resultaterne herfra er på trapperne. Mens vi venter på dem har Søren været ude og så efterafgrøder samt companion crops i vinterraps. Der kom heldigvis vand kort før efterafgrøder og companion crops skulle sås og d. 9. september så det rigtig fint ud i rapsmarken.

I vinterraps i år er der 22. august sået følgende arter i forskellige blandinger:
 boghvede
 inkarnatkløver
 vikke
 cikorie
 honningurt

Der er naturligvis en grund til at det netop er de ovenstående arter, der er udvalgt til forsøg. Beskrivelsen herunder er ikke fuldt dækkende over arternes samlede egenskaber, men primært baggrunden for, hvorfor de er valgt til netop CC i raps:

Boghvede er en god konkurrent til bredbladet ukrudt og menes at have allelopatisk effekt. Roden udskiller et sekret, som gør det muligt at optage ellers immobilt fosfor fra jorden. Dette fosfor vil blive frigivet til rapsen, når boghveden nedvisner. Det gør den ved 2-3 frostgrader. Desuden er den god til bier og andre insekter samt fuglevildt, der æder plantens frø.

Inkarnatkløver, har en forgrenet pælerod, som dels fikserer kvælstof som rapsen får gavn af til foråret, dels holder den gang i mykorrhizasvampene. Blomsterne har meget pollen og nektar som insekterne nyder godt af.

Vikke holder også mykorrhizaet beskæftiget med sine dybe rødder og roden udskiller allelopatiske stoffer, som i forsøg fra England viser holder andre planter væk. I GMSR forsøget ønsker vi desuden at se på, hvor godt eller dårligt vikke udvintrer og hvis ikke, hvor meget konkurrence den i givet fald giver rapsen.

Cikorie har en kraftig dybdegående pælerod. Planten indeholder tanniner, som man mener, forbedrer proteinudnyttelse. Cikorie er forholdsvist langsomt voksende og vil formodentlig derfor ikke genere hovedafgrøden. Det betyder også at for få den etableret godt, skal den sås tidligt.

Honningurt er god til at opsamle fosfor og udvintre. Det fosfor honningurten opsamler i efteråret vil derfor blive tilgængeligt for rapsen i foråret når temperaturen stiger. Derudover holder honningurt mykorrhizaet aktivt i efteråret. Honningurt indeholder megen pollen nektar og bliver derfor ofte brugt i natur og vildtpleje – råvildtet spiser den også gerne.

Companion crops’ne er på vej op og det ser rigtig spændende ud derude. Vi glæder os til at følge dem hen over efteråret. Dem glæder vi os også til at følge og vi kommer med en opdatering om den når de er kommet op ad jorden.

Vi læses ved.

/Team GMSR

Honningurt, blod- og perserkløver
Boghvede og vikke