Skip to main content

Pyrolyse og biochar

Hvad er pyrolyse og biochar? Hvad er fordelene? Og hvorfor er det relevant at undersøge? Få svarerne i dette indlæg.

Pyrolyse er en proces, hvor biomasse nedbrydes ved høje temperaturer uden tilstedeværelse af ilt. Under processen produceres biochar eller biokul, samt pyrolyseolie og -gas, som kan erstatte fossil olie. Biokul kan lagres for eksempel ved udbringning på landbrugsjord, hvorved kulstoffet er bundet i jorden i flere hundrede år. Biokullet fungerer samtidig som jordforbedring, da det bidrager med næringsstoffer og fremmer jordstrukturen. Biomassen, der anvendes til pyrolyse, er restprodukter fra landbruget i form af halm og afgasset biomasse.

Det betyder, at kulstoffet i biokullet stammer fra CO2, der indenfor det seneste år eller to er opfanget fra atmosfæren af planter ved fotosyntese. Systemet fungerer derfor som en pumpe, der kan suge CO2 ud af atmosfæren og ned i jorden, samtidig med at der produceres fossilfri olie til for eksempel brændstof. Pyrolyse er dermed én af de få teknologier, der kan fjerne klimagasser fra atmosfæren og dermed kan anvendes til at udligne emissioner, som vi ikke kan undgå.

Det er vigtigt i en landbrugsmæssig sammenhæng, da mange af de biologiske processer i landbruget er forbundet med en udledning af klimagasser, som vi måske nok kan nedbringe, men ikke helt kan undgå.