Fangglas viser forskel på faunasammensætningen i CA/regenerative og konventionelle marker
I sommeren 2026 har Agrovi i forbindelse med forskningsprojektet Agroecology-TRANSECT gennemført en mindre undersøgelse af jordoverfladens fauna i fire parvise marklokaliteter, på Sjælland. Formålet var at undersøge, om der kunne ses forskelle mellem CA/regenerative marker og konventionelt dyrkede marker.
Undersøgelsen blev gennemført med fangglas, også kaldet pitfall traps, 20 fælder i hver mark. Fælderne blev placeret i parvise marker, hvor en CA/regenerativ mark blev sammenlignet med en konventionel mark på samme lokalitet.
Fælderne blev placeret på to forskellige tidspunkter i løbet af sommeren. Det har betydning for tolkningen af resultaterne, fordi både vejrforhold, sæsonvariation og billernes udvikling og udbredelsestidspunkt varierer meget gennem sæsonen. Det påvirker, hvilke arter og grupper der er aktive på jordoverfladen netop på indsamlingstidspunktet. Resultaterne skal derfor ses som et øjebliksbillede af aktiviteten i de undersøgte marker og er ikke en fuldstændig opgørelse over biodiversiteten.
Foreløbig konklusion
Resultaterne peger på, at CA/regenerative dyrkningssystemer kan understøtte en mere sammensat jordoverfladefauna, mens de konventionelle marker i dette forsøg var præget af meget høj aktivitet, domineret af løbebiller.
Det er et foreløbigt resultat, men det viser, at fangfælder kan være et relevant redskab til at undersøge, hvordan forskellige dyrkningssystemer påvirker livet ved jordoverfladen.

Figur 1: Faunasammensætning på fire parvise lokaliteter
Søjlerne viser gennemsnitligt antal individer pr. fælde fordelt på faunagrupper i henholdsvis CA/regenerative og konventionelle marker
Klare forskelle mellem systemerne
På tværs af de fire lokaliteter blev der samlet set fanget flere dyr pr. fælde i de konventionelle marker end i de CA/regenerative marker. Men forskellen skyldtes især én gruppe løbebiller.
I gennemsnit blev der fundet ca. 42 løbebiller pr. fælde i de konventionelle marker mod ca. 18 pr. fælde i de CA/regenerative marker. Til gengæld blev der fundet flere rovbiller, snegle og øvrige smådyr i de CA/regenerative marker.
Ser man bort fra løbebillerne, havde de CA/regenerative marker faktisk en højere fangst af øvrige faunagrupper end de konventionelle marker. Det peger på, at forskellen ikke kun handler om, hvor mange dyr der blev fanget, men også om hvilke grupper der dominerer.

Figur 2: Dominansanalyse af fangsterne
Figuren viser, hvor stor en andel de enkelte faunagrupper udgør af den samlede fangst. De konventionelle marker var stærkt domineret af løbebiller, mens de CA/regenerative marker havde en mere jævn fordeling mellem flere faunagrupper
Konventionelle marker var domineret af løbebiller
Dominansanalysen viser, at løbebiller udgjorde knap 70 % af den samlede fangst i de konventionelle marker. I de CA/regenerative marker udgjorde løbebiller ca. 39 %.
Mange af løbebillerne i de konventionelle marker var mellemstore, sorte løbebiller på 1–2 cm. De vurderes visuelt til sandsynligvis at være domineret af markjordløber, eller nært beslægtede arter. Det er almindelige, robuste og mobile rovdyr i landbrugsjord.

Figur 3: Størrelsesfordeling af løbebiller og rovbiller – gård 1 og 2
Figuren viser gennemsnitligt antal individer pr. fælde fordelt på størrelsesklasser. Løbebillefangsterne var især domineret af mellemstore individer i 1–2 cm-klassen, særligt i de konventionelle marker. Figuren viser resultatet af de prøver der blev indsamlet i slut juli fra gård 1 og 2
Fangglas måler aktivitet – ikke præcis biodiversitet
Resultaterne skal tolkes med forsigtighed. Fangglas måler ikke den præcise bestand af dyr i marken, men derimod aktivitetstæthed. Det vil sige, at fangsterne både afhænger af, hvor mange dyr der er, og hvor meget de bevæger sig.
En mere åben jordoverflade i konventionelle marker kan gøre store og mobile løbebiller mere aktive og lettere at fange. Hvis fødegrundlaget samtidig er lavere, kan billerne bevæge sig mere i jagten på føde. Det kan være med til at forklare de meget høje fangster af løbebiller i nogle af de konventionelle marker.
Omvendt kan CA/regenerative marker med mere plantedække, planterester og fugtige mikrohabitater give bedre skjul og flere levesteder for en bredere gruppe af smådyr. Det kan være en del af forklaringen på, hvorfor der her blev fundet relativt flere rovbiller, edderkopper, snegle og øvrige smådyr.

Billeder: Fyldt fangfælde, fangfælde placeret i mark og optælling af fangsten
Snegle blev kun fundet i CA/regenerative marker
Et andet interessant resultat er at snegle hovedsageligt kun blev fundet i de CA/regenerative marker. Det hænger sandsynligvis sammen med at snegle i høj grad påvirkes af fugtforholdene ved jordoverfladen. Mere plantedække, flere planterester og mindre jordforstyrrelse kan skabe et mere fugtigt og beskyttet mikroklima, som giver bedre betingelser for snegle.
Det er dog vigtigt at bemærke, at mange af de registrerede snegle var landsnegle med hus. Fundet skal derfor ikke nødvendigvis tolkes som et direkte tegn på øget risiko for skadegørende agersnegle, men det kan også være en indikator på, at de CA/regenerative marker havde et mere fugtigt og stabilt jordoverflademiljø.
Hvad viser undersøgelsen?
Det mest interessante er, at der ses en tydelig forskel mellem de to dyrkningssystemer.
De konventionelle marker havde de højeste samlede fangster, men var stærkt domineret af løbebiller. De CA/regenerative marker havde færre løbebiller i fælderne, men en mere varieret fauna med flere rovbiller, edderkopper, snegle og andre smådyr.
Undersøgelsen giver ikke et fuldstændigt mål for biodiversitet, men den viser, at dyrkningssystemet har en påvirkning af aktiviteten og sammensætningen af jordoverfladens fauna.
Danske CA-erfaringer peger på mere liv i og på jorden
For at sætte vores undersøgelser lidt i perspektiv er det relevant at se på andre danske resultater. Her viser tidligere danske projekter generelt, at CA og reduceret jordbearbejdning kan styrke livet i og på jorden. Vidensyntesen om Conservation Agriculture, udarbejdet af Aarhus Universitet, fremhæver især positive effekter på regnorme og peger også på mulige positive effekter for overfladelevende grupper som løbebiller, rovbiller og edderkopper.
I Grønne Marker Stærke Rødder/Biodiversitet i Agerlandet blev der fundet flere løbebiller og edderkopper i CA-marker end i både pløjefri og pløjede marker, og de største løbebillearter blev især fundet i CA.
CarbonFarm-projekterne har haft et bredere fokus på at udvikle og dokumentere CA-baserede dyrkningssystemer under danske forhold med mål om blandt andet øget kulstofopbygning, bedre jordstruktur og større biodiversitet i og på jorden.
Samlet set tegner de danske erfaringer et billede af, at CA ikke kun ændrer dyrkningspraksis, men også levestederne i marken, især gennem mindre jordforstyrrelse, mere plantedække og flere planterester ved jordoverfladen.
Forsøgene er lavet i samarbejde med forskningsprojektet Agroecology-TRANSECT. Projektet har til formål at afdække hvordan der arbejdes med naturnære landbrugsmetoder rundt omkring i Europa.















